Hvem er vi?
Hestlund er en kristen skole der er tilknyttet KFUM & K og Indre Mission. Det betyder for os, at alle lærere er troende og ønsker at møde dig med det kristne menneskesyn og budskab. Det betyder bestemt ikke, at du skal være kristen hverken før eller efter opholdet. Vi ønsker derimod, at du selv kan tage stilling til, hvilke værdier du vil bygge dit liv på.
Hestlund er en lille efterskole i forhold til gennemsnittet. Den er ikke lille af nød, men fordi vi oplever, at størrelsen faktisk har afgørende indflydelse nærværet og den sociale stemning, der er på vores skole. Eleverne oplever, som på mange efterskoler, et fantastisk fællesskab, men særligt er det store fællesskab, hvor alle er med. Hos os kender alle hinanden, og du vil hurtigt blive en vigtig del af dette fællesskab.
Hestlund er en linje-efterskole med tre linjefag. Du kan vælge mellem:
- Idræt & Adventure
- Musik & Teater
- Kunst & Design
På disse tre områder har Hestlund altid stået stærkt. Derfor har vi rigtig gode faciliteter og lærere specielt indenfor disse fag.
Hestlund er en Mac-Partnerskole. Det betyder for os, at alle elever bruger MacBooks i undervisningen. Hvis du ikke selv har en MacBook, stiller skolen en til rådighed for dig. I alle klasselokaler er der Smartboards og der er naturligvis trådløst net over hele skolen.